Forord. Den der vilde bedømme en Ordbog, som nærværende, uden at tage Hensyn til det ganske ejendommelige ved et saadant Arbejde, frygter jeg for vilde blive meget uretfærdig. Arbejdets Detaljer ere saa utallige og frembyde saa mange Anledninger til Forglemmelse, Overseelse, og Vildfarelse fra Forfatteres, Afskriveres, Sætteres og Korrektørers Side at der vanskelig, med den største Omhu kan præsteres nogen fejlfri første Udgave, men det er alene Sammenligning, der kan vise om Arbejdet er godt, middelmaadigt eller slet. Et Værk af saa mange usammenhængende Enkeltheder, der yder saaliden Anledning til selvstændig Frembringelse, som Udgivelsen af en letkjøbs Haandordbog, bliver vel desuden i faa Tilfælde skrevet af én Mand. Naar Udgiveren, til den yderst brysomme og kjedsomlige Udarbejdelse skal bruge Hjælp, er det saa vanskeligt i alle Dele at faa Planens Konsekvens iagttagen, at derved ogsaa lettelig indsnige sig Uoverenstemmelser, som ikke uden den møjsomligste Gjennemgaaen bogstavvis, kunne rettes. Jeg har saaledes til at sammendrage denne Ordbog havt den væsentligste Bistand af en meget duelig og saare omhyggelig svensk Students Arbejde. Saa fortjenstfuldt dette end var, med Hensyn til hans eget Sprog, har dog ikke al Afvigelse fra Grammatikens Terminologi og System derved kunnet undgaaes. Hvorvidt det har lykkets os at forene Fuldstændighed, med en saadan Udeladelse af Ord, der af sig selv eller af sine Stamord kunne forstaaes, at Værket kunde blive letkjobs, maa Læseren afgjøre. Da næsten alle de afledede og sammensatte Ord, som forekomme i de største Svenske Ordbøger, ere optagne under sine Stamord, og for det meste tillige oversatte i nærværende, haaber jeg ikke at den vil findes i nogen væsentlig Henseende ufuldstændig. At Skriftet kaldes svensk-norsk Ordbog er ikke skeet alene af Hensyn til vort Skriftsprogs Navn, men ogsaa fordi jeg har bestræbt mig for at give Plads i den for alle saadanne det norske Talesprogs ejendommelige Vendinger, som ere forstaaclige og brugelige overalt i Norge, og som altsaa kunne siges at være almindelig nasjonale. Fra Aaret 1837, da første Hefte af dette Værk, Grammatiken, udkom ere nu forløbne fire Aar. Jeg har benyttet denne Udsættelse til at skaffe Arbejdet de Forbedringer, som jeg enten ved egne lagttagelser og Bemærkninger, eller ved velvilligen meddelte Resensjoner var istand til at erhverve. I denne Anledning maa jeg med Taknemlighed erkjende Værdien af en Anmeldelse i Morgenbladet No. 133 Aar 1837, og fornemlig de ypperlige Vejledninger, som den svenske Grammatiker Her Rektor P. G. Boivie, har havt den Godhed at meddele mig. Efter disse Kilder har jeg været istand til at foretage i den svenske Grammatik, følgende Tillæg og Rettelser, dels af Trykfejl, dels af virkelige Vildfarelser. Side 7. S 1. Den samme Udtale som Sk har foran bløde Vokaler, har ogsaa Sc, baade i Svenskens Udtale af det latinske Sprog og i de latinske Ord, som ere optagne i Svensk, Saaledes læses scena som sjena el. eng. shena; og det svenske scen oftest som shen. 2. I franske og tyske Ord bruger den nyere svenske Ortografi ofte sch til at udtrykke Sh-Lyden, saasom affisch fr. affiche, en Plakat. 3. Det er en Egenhed ved Sh-Lyden i de skandinaviske Sprog, at den aldrig kan staa foran en Konsonant, eller i Enden af et Ord. Der findes altsaa intet ægte svensk eller norsk Ord som det eng. cash, det tyske Schnee, eller det franske breche. Forsaavidt enkelte saadanne fremmede Ord ere optagne i Sprogene, have de stundom beholdt den fremmede Lyd, saasom det sv. bresch, der udt. bresj. Side 9. § 11. 2. Ordet Hof i Betydningen 2) Maadehold, er et Hverkenkjønsord. Derimod er Udtalen rigtig angiven hó v. S. 15. Mygg er efter Boivie Hankj. S. 16. Formen Spir findes ikke; kun spira. For Svaner læs svanar. S. 17. Af Ordene paa ing ere Abstrakterne Hunkj., men de, som betegne levende Væsener, saasom Yngling, främling ere Hankj. s. 18. Staf har i Flert. stafvar i Betydningen Kjeppe, men stäfver i Betyd ningen Tøndestave. S. 28 § 50. 1) Ordene paa ig faa baade Endelsen ast og st. S. 31. Jeg antager at til de personlige Pronomener bør føjés, som det fjerde, og brugeligt som forstærkende Apposisjon til alle Personer: sjelf, hvortil svarer Ejepronomenet: egen, f. Ex. jag sjelf, min egen. S. 33. Formerne begge og båda bruges nu om hinanden, som Alkjøn. S. 35. Skämmas læs skämmes. S. 42. Verhet måste mangler Infinitiv (Boivie). S. 44. Læs Kalle han. Kalle De. S. 49. $86. Bortkastelsen af er indskrænker sig til de Verber, som endes paa rer og ler i Præsens. S. 47. Anm. 2. Ųdeladelsen af Hjælpeverbet hafva indskrænker sig formentlig til: 1) afhængige Sætninger t. Eks. om jag kallat honom. 2) de Ordføjninger, hvor endnu et andet Hjælpeverb gaar foran, saasom: han måste väl känt honom. |